Software skal sænke madspild med mindst 30%
Cateringvirksomheden Jespers Torvekøkken har igennem de sidste to udviklet på et system til at styre størrelserne på kundernes frokostbuffeter for at undgå madspild. Nu er systemet gået ”live” og de første erfaringer er gode. De fleste virksomheder oplever dagligt, at ganske meget mad bliver smidt ud, efter medarbejderne har forladt frokostbuffeten. Årsagen er åbenlyst, at det er svært at for frokostleverandørerne at tilpasse mængderne. Et nyt, selvudviklet ressourcestyringsværktøj sætter imidlertid nu cateringvirksomheden Jespers Torvekøkken i stand til at justere alt lige fra mængderne af grøntsager, pålæg, varme retter til toppings. Resultatet er et markant mindre spild af ellers helt friske og lækre fødevarer.
”Vi kalder lige nu systemet SSF for ”stop spild af frokost”. Vi har udviklet det som et led i vores strategi om at gøre vores virksomhed så bæredygtig og miljøansvarlig som muligt. Vores branche skal også tage ansvar for ikke at spilde en masse herlige fødevarer”, siger adm. direktør i Jespers Torvekøkken, Ronny Saul.
Direktøren vurderer, at det nye system vil sænke madspildet fra kundernes frokostbuffeter med 30%, og når systemet er blevet ordentligt indkørt, kan besparelsen sagtens blive endnu større.
Direkte til kokken
Systemet virker ved, at frokostkunderne indrapporterer, hvad der oftest smides ud, hvad der er for lidt af, hvad medarbejderne bryder sig mindre om etc. Informationerne samles ind real time og går direkte til kokkene på de forskellige frokostordninger hos Jesper Torvekøkken, som ved et tryk på en knap kan justere mængden i forhold til de enkelte kunder. Jo flere data systemet indsamler om de enkelte kunders frokostvaner, jo nemmere bliver planlægningen. Så systemet sparer også tid i selve produktionen af de mange frokostordninger. ”Vi regner altså med både en miljømæssig og en økonomisk fordel med vores
nye system”, siger Ronny Saul, der ikke har tænkt sig at blive professionel udvikler af software. ”Nej, vi udviklede systemet, fordi behovet var tydeligt hos os og kunderne. Nu koncentrerer vi os om at lave herlig mad”, siger Ronny Saul.
For mere information, kontakt:
Ronny Saul
adm. direktør
Mail: rs@torvekoekken.dk
Tlf: +45 70 71 84 90