Mød Søren Lund, Kundechef i Jespers Torvekøkken for SDU Odense

Når man overtager kantinedriften på en universitetscampus på ca. 275.000 kvm med godt 15.000 studerende og ca. 3.000 ansatte, er det ikke bare en ny kontrakt. Det er en stor og kompleks opgave, der kræver et tæt og tillidsfuldt samarbejde for virkelig at lykkes. Syddansk Universitet (SDU) i Odense er et prima eksempel på lige netop det. Læs med og få et unikt indblik i, hvad der har gjort ombygningen og opstarten af hele seks kantiner og caféer til en succes.

”Vi sadler om i fællesskab”


Ved årsskiftet overtog Jespers Torvekøkken kantinedriften på SDU i Odense. Allerede før overtagelsen, var det tydeligt, at her var der grobund for et rigtig godt samarbejde: ”I mødet med SDU har vi prøvet at være meget åbne og ærlige. Vi har spurgt os selv og hinanden: Hvordan sadler vi om i fællesskab?” fortæller Søren Lund. Han er kundechef i Jespers Torvekøkken og har stået i spidsen for det nye samarbejde.

Det har været afgørende fra ham, at vi fra start fik SDU inddraget i processerne og sikret, at der var en fælles forståelse for, hvordan de valgte koncepter kunne blive til virkelighed i de konkrete rammer og behov, der er på SDU. ”Hvert campusmiljø på SDU i Odense har deres egne behov og præferencer. Nogle steder er der stor efterspørgsel på mere klassiske retter, andre steder er det sunde produkter, der hitter,” fortæller Søren. ”Derfor skal vi løbende tilpasse maden og de produkter, vi har på hylderne, så de matcher de studerende og ansattes behov fra sted til sted.”

Vi har sammen tilpasset løsningen til den virkelighed, vi mødte

Den proces blev hjulpet rigtig godt på vej allerede inden, samarbejdet var endeligt på plads. ”SDU har været rigtig gode til at hjælpe os på rette vej ved at skubbe til de koncepter, vi har foreslået, og allerede i de indledende snakke valgt noget fra. På den måde har vi virkelig kunne tilpasse vores tilbud.” Derfor tilskriver Søren også meget af succesen, at Jespers Torvekøkken her samarbejder med en kunde, der været klar på at give rigtig brugbar feedback helt fra start.

”På SDU Odense har man virkelig gerne villet noget nyt, og det har jo også gjort det nemmere for os faktisk at gå ind og skabe noget nyt,” fortæller han. Det gælder fx den omstændige ombygningsproces. ”Her var SDU bare klar til at løbe med os! Det var en fed måde at sparke samarbejdet i gang. At være fælles om at løse de udfordringer, der måtte opstå undervejs. Og ikke være alt for fikseret på præcis, hvad der stod skrevet på et stykke papir, da vi gik ind ad døren, men derimod tilpasse løsningen ud fra den virkelighed, vi mødte undervejs.”

Her må man godt prøve noget af

Netop den tilgang til arbejdet passer godt til kulturen i Jespers Torvekøkken. Trods vokseværk, hersker her nemlig stadig en iværksætterånd: ”Der er højt til loftet, og det er ok at fejle. Man må gerne prøve noget af,” fortæller Søren og peger på, at det også er den mentalitet, der har medvirket til, at han selv er lykkedes med opgaven: ”Det har krævet forandring at skabe en succes på SDU. Så vi var nødt til at komme og skubbe til tingene.”

Det er som bekendt ikke altid nemt. Det kræver blandt andet, at der bliver tænkt grundigt over, hvilke opgaver og roller de enkelte medarbejdere skal løbe med, samt hvordan vi får klædt vores køkkenteams på til at gribe kundens krav og forventninger: ”Jeg tror, at køkkenteamet herude har oplevet, at vi giver dem meget friere rammer, end de har været vant til. At vi faktisk prøver at sætte dem fri. Jeg kommer ikke og dikterer, hvad det er for noget mad, de skal lave. Jeg prøver at skabe en forståelse for, hvad det er, vi gerne vil lykkes med, og hvordan de kan se sig selv gå til den opgave. For vores kokke – de skal lave deres egen mad. Og det kan de – også selvom vi for eksempel skubber til, hvor mange grøntsager, der skal i – for de ved godt, hvad der skal til for, at mad smager godt,” slutter Søren af.