Passion for ærlig mad og en bæredygtig fremtid

Torvekøkkenet til VM i Luxemburg!

Det er stadig lidt surrealistisk for mig, at jeg skal til VM – Jeg glæder mig enormt meget til at deltage, og til at slutrunden begynder om få dage.”

Sådan lyder det fra Filip Munk Madsen, Køkkenchef på ”cphbusiness – Søerne”, og Jespers Torvekøkkens repræsentant ved det forestående VM i Catering, som afholdes i Luxemburg om få dage.

Der er tale om en decideret slutrundedebut både for Filip Munk Madsen og for Jespers Torvekøkken, når titlen som verdens bedste Cateringlandshold skal jagtes fra 26. november.

Når det er sagt, er Danmark intet mindre end forsvarende OL-Guldvindere fra seneste OL-Slutrunde i Stuttgart i 2020.

”Vi har rigtig gode chancer for at præstere til en placering helt i top – Vi er afgjort blandt favoritterne, men kommer til at få hård konkurrence af nationer som Norge og Schweitz,” lyder det fra Filip Munk Madsen.

Trænet mere end et år

Forberedelserne frem mod det forestående VM startede stort set efter den seneste OL-Slutrunde i 2020 var færdig - de danske landsholdskokke har således forberedt sig i mere end et år.

”Vi har forberedt os grundigt og længe. I mere end et år har vi været samlet en gang om måneden i to-tre dage, hvor vi har trænet og overnattet på Hotel Scandic i Odense, som er en af vores sponsorer.”

Den danske delegation fra Dansk Gastronomisk Union består af tre hold, der alle skal konkurrere i Luxemburg. Udover Cateringlandsholdet som Filip Munk Madsen er en del af, skal også Kokkelandsholdet og Juniorkokkelandsholdet afsted til VM. De tre hold drager sammen afsted i bus fra Odense på torsdag 24.november, hvorefter indmarchen venter allerede på fredag.

Det er som sagt Filip Munk Madsens først slutrunde med landsholdet, og det er mange elementer af oplevelsen, køkkenchefen glæder sig til.

”Det bliver en kæmpe oplevelse at være en del af for mig. I alt er der tale om en tur på otte dage, hvor vi får lov at koncentrere os om det vi går allermest op i – at nørde med mad. Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve stemningen og atmosfæren under konkurrencerne, når det hele bliver skudt i gang lørdag den 26. På søndag den 27. begynder det for alvor for vores hold, hvor vi skal i gang med klargøring i køkkenet, inden vi så på mandag den 28. skal i gang med at lave, præsentere og servere vores mad, i løbet af de fem timer, som vi har til rådighed.”

Ansvarlig for udstyr

Cateringlandsholdet består i alt af otte kokke inklusive landstræneren. Filip Munk Madsens rolle er at være ansvarlig for de store mængder af udstyr, som skal bruges i løbet af slutrunden, bliver pakket og kommer med til Luxemburg.

”Jeg er kok, og vil selvfølgelig helst lave mad. Men et landshold består af forskellige roller, og det er landstræneren beslutter, hvem der indtager hvilke roller. Alle er vigtige, og jeg er superglad for bare at være en del af holdet. Desuden er jeg med mine 29 år yngste mand, og har ikke endnu den samme erfaring, som mine holdkammerater har. Jeg håber, at jeg skal være en del af holdet i mange år, og hvem ved hvad fremtiden kan byde på – Nu handler det om holdet og om at få guldet med hjem til Danmark,” slutter Filip Munk Madsen.

Filip er en god repræsentant

Chef for Kantinedivisionen i Jespers Torvekøkken, Anders Stengård Leer, er godt tilfreds med at Torvekøkkenet for første gang er repræsenteret ved en slutrunde for kokke.

”I Jespers Torvekøkken sætter vi en ære i at bakke vores medarbejdere op. Filip er en glimrende repræsentant for Jespers Torvekøkken, og vi er stolte af på den måde for første gang at være en del af en slutrunde for kokke. Vi ser frem til at fejre Filip og landsholdskammeraterne, når de kommer hjem med VM-titlen – De ønskes i al fald stort held og lykke herfra,” lyder det opmuntrende fra Anders Stengård Leer.

 

VM for kokke er blevet afholdt siden 2014, og kan følges ”live” på nærværende link: Live Draw Ceremony (creacast.com)