Årsrapport 2024/25: Jespers Torvekøkken øger omsætningen markant og investerer i et stærkere fundament

Omsætningen steg til 500 mio. kr. i regnskabsåret 2024/25 – investeringer i driftsstyring og organisation, samt ny strategi frem mod 2029 skal sikre endnu bedre madoplevelser for kunder, kontrolleret vækst og bedre lønsomhed.

Pressemeddelelse

Regnskabsåret 2024/25 var præget af fortsat høj efterspørgsel på virksomhedens måltidsløsninger, men også af betydelige investeringer i organisation, IT, opkøb og driftsstyring, som har påvirket årets resultat. Jespers Torvekøkken afslutter regnskabsåret 2024/25 med en nettoomsætning på 499,9 mio. kr., svarende til en vækst på cirka 17% sammenlignet med året før. Årets resultat udgør 15,1 mio. kr. før skat mod 37,8 mio. kr. i 2023/24.

Vækst i alle forretningsområder

Efterspørgslen er stigende i alle tre forretningsområder: frokostordninger, kantinedrift og catering/venues, og virksomheden har i løbet af regnskabsåret udvidet sin tilstedeværelse både geografisk og forretningsmæssigt. Som led i den fortsatte udvikling åbner Jespers Torvekøkken to nye frokosthuse 2026 i henholdsvis Kolding og Aalborg, ligesom madleverandøren har overtaget frokosthuset Gastroværket ved årets start og har udvidet forretningen som leverandør af skolemad.

Strategiske valg bag lavere resultat

Årets resultat er lavere end året før som følge af bevidste strategiske prioriteringer. I løbet af regnskabsåret har Jespers Torvekøkken oplevet solid omsætningsvækst, samtidig med at virksomheden har investeret målrettet i at styrke fundamentet under forretningen. Investeringerne i IT, kompetenceudvikling og forbedrede styringsværktøjer har påvirket resultatet på kort sigt, men er gennemført for at sikre en mere stabil, effektiv og skalérbar drift fremadrettet.

Samtidig har virksomheden i perioder haft en drifts- og omkostningsstyring, der ikke var tilstrækkeligt skaleret til den vækst, forretningen har oplevet. De forhold er blevet adresseret, og ledelsen forventer, at de iværksatte tiltag vil få effekt i det kommende regnskabsår.

“Vores kultur bygger på, at vi tør prøve noget af – og rejse os igen. Det er en af grundene til, at vi i Jespers Torvekøkken er nået dertil, hvor vi er i dag. Vi har haft et år, hvor vi har prioriteret at investere i organisation og udvikling, og det har kostet på resultatet. Men forretningen har ikke stået stille – den er sund, omsætningen vokser, og vi står et langt stærkere sted organisatorisk i dag end for et år siden. Nu er fokus på at drive en mere effektiv og skalérbar forretning, og det arbejde er vi allerede langt med. Vi er fulde af optimisme, fordi vi allerede kan se effekten af de greb, vi har taget – og fordi vi fortsat vinder nye kunder og har glade medarbejdere,” siger Ronny Saul, CEO i Jespers Torvekøkken.

Klarere ejerskab og ny strategi frem mod 2029

I regnskabsåret fastlagde ledelsen en ny strategi frem mod 2029 med ambitionen om at fordoble omsætningen til 1 mia. kr. inden 2029. Strategien bygger på gastronomisk passion, innovation og kundetilpassede løsninger, styrket drift og en fortsat udvikling af både eksisterende og nye forretningsområder. Vækstmålet skal realiseres gennem flere parallelle spor, herunder udbygning af frokostkapaciteten, fortsat landsdækkende udvikling af kantineforretningen og en styrket position inden for catering og venues. Samtidig investerer Jespers Torvekøkken i blandt andet digitalisering, produktudvikling og uddannelse af medarbejdere for at sikre, at virksomheden vækster kontrolleret og fortsat kan imødekomme kunders ønsker og behov.

I regnskabsåret iværksatte Jespers Torvekøkken en investorproces med henblik på at finde en medejer, som kunne indgå i ejerskabet af Jespers Torvekøkken sammen med ejer og administrerende direktør Ronny Saul. Det lykkedes ikke at finde det rette match i processen, og virksomheden har derfor valgt at fortsætte med et entydigt ejerskab og Ronny Saul i spidsen med fokus på at styrke forretningen og eksekvere den fastlagte strategi.

“Vi ser et marked, der samler sig om færre, mere professionelle aktører. For os handler det ikke kun om volumen, men om at udvikle madfagligheden og tage ansvar for branchen. Med vores foodlab, B Corp-certificering og investeringer i uddannelse af faglærte kokke og nye arbejdspladser har vi positioneret os til at imødekomme både kundernes krav og branchens fremtid,” siger Ronny Saul.


Download rapport
 

Pressekontakt

Mette Munk
Kommunikationsrådgiver
26819085
memu@torvekoekken.dk